Familiestridigheder kan gå mange år tilbage, og have sit udspring i lige så mange forskellige årsager som der er menneskelige relationer på denne jord.
Uenighed om arv koster dyrt
Uenighed om arv blandt de efterladte, når et dødsbo skal behandles, resulterer ofte i årelang sagsbehandlingstid og bobestyreromkostninger på flere hundrede tusinde kroner. For slet ikke at tale om de menneskelige, følelsesmæssige omkostninger der følger med.
Ca. 80% af alle dødsboer behandles som ‘privat skifte’. Det er en simpel og billig måde at håndtere et dødsbo på, og kan ofte klares direkte imellem arvingerne og skifteretten, eventuelt med bistand fra en advokat arvingerne selv vælger.
Privat skifte forudsætter dog blandt andet at der er enighed imellem arvingerne. Er der derimod uenighed om arven, og ligger der ikke et testamente til grund for bobehandlingen, overgår sagen til skifteretten. Her udpeges en bobestyrer af retten, som arvingerne ingen indflydelse har på, og dén løsning kan være rigtig dyr. Således har Politiken dokumenteret at regningen for en bobestyrer udpeget af skifteretten, i gennemsnit kostede 25% af boet.
En arv på 2 mio. ville således kunne resultere i en regning på op til en halv million kroner eller mere.